Atlet i ekstremsport
Da jeg var 16 år gammel, tog jeg beslutningen om at starte på Gymnastik og Idrætsefterskolen for at prøve kræfter med gymnastik. Før jeg fik set mig om var min gymnastik karriere skudt i gang og jeg brugte de næste 6 år på at blive en af de bedste gymnaster i Danmark.
Det banede også vejen for mig arbejdsmæssigt. Da jeg var færdig på gymnasiet, fik jeg job som spring og gymnastiklærer på Vivild Gymnastik og Idrætsefterskole, hvor jeg arbejde i 6 år. I min tid som efterskolelærer, søgte jeg nye eventyr, der kunne udfordre mig på samme måde som gymnastikken havde før. I sommeren 2010 fik jeg, som mange andre før mig, et tandemspring i Skydive Viborg.
Læs også: Opnå hypertrofi og se resultater af din styrketræning
Da jeg kom på jorden efter den vildeste oplevelse i mit liv, vidste jeg, at faldskærm var noget for mig. En uge efter fik jeg mit første solospring og to måneder efter havde jeg mit faldskærmscertifikat i hus. Jeg drog gavn af min gymnastiske baggrund og fik hurtigt flair for faldskærmssporten med frit fald og akrobatik i luften. Det resulterede i, at jeg efter kun 2 år i sporten kunne kalde mig danmarksmester i faldskærmsudspring. Jeg har efterfølgende forfulgt dette og er endt med mere end 5 guldmedaljer ved Danmarksmesterskaberne i faldskærm, inden for flere forskellige discipliner.
Selvom jeg har lavet gymnastik i mange år, og også før det var aktiv i forskellige sportsgrene, var jeg altid den tynde, høje og ranglede fyr i selskabet. Jeg har altid haft en drøm om at være ham på stranden med six-packen og et par gode skuldre. I det hele taget bare ham med en aesthetic fysik.
Så i september 2013 besluttede jeg at lave en livstilsændring mere, jeg ville forfølge drømmen om en aesthetic fysik. Jeg meldte mig ind i FitnessWorld og tog en dag af gangen. Jeg trænede 6 dage om ugen og gik hårdt til den i centeret, da jeg havde et klart syn på hvordan min fysik skulle være. De første 4 måneder blev jeg stærkere og armene begyndte at vokse, men jeg kunne ikke se den markante udvikling jeg havde håbet på.
Det var her jeg satte 100% ind på kosten også, og virkelig omfavnede den sunde livsstil med sund mad i samarbejde med styrketræning, hvilket jeg supplerede med Crossfit. Jeg vedlægger et par billeder til jer, som viser mine bedrifter og hvad jeg har opnået de sidste 5 år med faldskærm og de sidste 3 år med træning.
- Jan Dahl