Hvor meget vand skal du drikke?
Hej alle.
Jeg er så heldig at være blevet en del af dette fantastiske team hos TBF, med henblik på at give alle jer derude nogle tips og tricks, for at I kan få mere ud af den tid I bruger på at gøre jer selv sundere, gladere, stærkere, tyndere, større eller hvad end jeres mål måtte være.
Lidt kort om mig selv, så arbejder jeg som personlig træner på fjerde år, hvilket har været min primære levevej i den tid. Mit klientel igennem tiden har været alt fra svært overvægtige til undervægtige spiseforstyrrede, fra folk under 18 til nogle over 60, fra direktører til studerende osv. Jeg har i min tid som træner samlet mig en masse erfaringer, samt deltaget i diverse kurser og seminarer, som gør at jeg nu besidder en relativ stor viden, som forhåbentlig kommer jer til gode i den kommende tid. Jeg vil som afslutning gerne slå fast, at alt jeg skriver, vil være baseret på netop mine erfaringer, min viden og mine holdninger angående træning. Min måde er ikke den eneste rigtige måde at gøre tingene på og det hele skal derfor ses som inspiration og vejledning – og dermed ikke et facit for hvordan du absolut skal træne. Helt generelt vil jeg anbefale alle som er helt nye angående træning, at kontakte en træner nær dig, som kan være med til at få din sundhedsrejse startet ordentlig op. Det værste der kan ske, er at du ender med at blive skadet og derfor slet ikke har muligheden for at træne.
Læs også: Den bedste vej til vægttab
Dette blogindlæg vil være det første i en lang række af kommende blogs fra min side. Overordnet set er målet, at forsøge at guide jer alle i en retning som kan skabe en positiv udvikling, samt dele relevant viden som I kan bruge til at få skabt et nyt fundament af meningsfulde valg. Tanken med blogserien er indledningsvist at berøre de mere basale forhold som vand, søvn, hvile, kost osv. hvormed vi kan få skabt et solidt fundament. En krop som fungerer optimalt, vil have bedre forudsætninger for at få det bedste ud af den tid du bruger på træning. Efter vi har afdækket de fundamentale forhold, vil vi dermed have et solidt grundlag at bygge de mere avancerede emner ovenpå.
Omdrejningspunktet for den resterende del af dette skriv vil således omhandle et basalt forhold i vand, herunder en optimal indtagelse heraf.
Indtagelsen af vand tilhører kategorien af de forhold, der er mest simpel at ændre. Da der netop er tale om et forhold, som de fleste af os anser som meget basalt, er det noget vi ikke nødvendigvis tillægger den fornødne betydning. Dermed er det et område, som mange mennesker fortsat har svært ved; nemlig dét at drikke tilstrækkelige mængder vand. Vores kroppe består af alt mellem 45%-70% af vand, varierende fra person til person. Ligeledes er det meget varierende hvor meget vand, der er nødvendigt at indtage dagligt, og der er for så vidt ikke et egentligt facit. Kroppen er forholdsvis selvregulerende, så hvis du mangler væske, skal den nok signalere til hjernen at det kunne være en god idé at indtage noget.
Der hvor ovenstående proces kan være et problem, er når det gælder en særlig præstation - så er det ikke altid at kroppen selv får signaleret den nødvendige mængde væske for at præstere optimalt, hvilket naturligvis kan påvirke din træning og derved også have indflydelse på dine resultater.
Læs også: Opnå hypertrofi og se resultater af din styrketræning
Som tidligere nævnt, så findes der ikke et absolut facit for hvor meget vand du skal indtage dagligt. Den seneste forskning samt viden jeg har tilegnet mig - og dermed arbejdet ud fra - er at man bør indtage 0,033 liter / kg kropsvægt. Så hvis du eksempelvis vejer 100kg, bør du indtage 0,033 x 100 = 3,3 liter vand dagligt. Dette er dog kun et estimat; har du et hårdt fysisk arbejde, træner meget, sveder meget eller er vant til mere, så lyt til kroppen og indtag en større mængde. Men lad endelig vær med at tro, at mere er bedre - det handler om at få nok og ikke for meget.
Mvh
Den ærlige, personlige træner.